Historien

Håndlavede knive efter stolte Japanske traditioner

Historien bag SUBA Knives

Jeg er udlært kok fra kokkeskolen i Silkeborg og har gennem hele min læretid gået meget op i kokkekonkurrencer og har altid ville være den bedste, til både konkurrencerne (der bla. Førte mig til en DM titel, nordisk mester og flere ture ud i verden med kokkelandsholdet), men også generelt arbejde på de bedste restauranter og dygtiggøre mig så jeg var med helt oppe blandt de bedste kokke.

 

Efter at have arbejdet som kok hos bla. Geranium i København, en tre-stjernet Michelin restaurant, som mange kalder verdens bedste, besluttede jeg mig for at gå sammen med 2 gode venner om at åbne virksomheden Foodgear der importerede køkkenknive fra Japan.

 

Jeg havde i en del år gået og undret mig over hvad der var med knive, hvad der gjorde en kniv god, hvorfor alle talte om Japanske knive (ofte uden at kunne sige meget mere end at de var gode). Dybest set, der var en masse rygter, ideer og forestillinger omkring knive, men igen vidste synderligt meget og endnu færre viderebragte viden til kokkene og private.

Som medejer af Foodgear rejste jeg en del til Japan og kom længere og længere ind i håndværket, lærte hvad forskel en god kniv gør, hvordan maden holder sig friskere, fisken smager bedre m.m. og ikke mindst, kunne jeg begynde at kalde nogle af de utroligt dygtige smede og slibere mine venner.

 

I 2017 synes jeg, at jeg var nået til et punkt hvor det var tid til at få beskidte fingre, og jeg valgte derfor at trække teltpælene op, kramme familien farvel og flytte til Osaka, Japan. Mit mål var at lære det stolte håndværk indenfor Japansk knivslibning fra de bedste i branchen. Jeg er én af blot tre ikke-japanere i verden til at have gennemgået uddannelsen som sliber i Japan, og det blev startskuddet til min rejse med Suba Knives.

 

Efter næsten 4 år som lærling under den erfarne mester Keiichi Fujii ( 3. generations knivmager) og hos Tower Knives Osaka mente man at jeg var færdiguddannet og dygtig nok til at vende hjem til Danmark og realisere min drøm om at starte min egen knivforretning med produktion. Det blev 4 år med stor kærlighed til knivhåndværket, hårdt arbejde og masser læring.

 

I midten af 2021 åbnede jeg værksted, hvor jeg restaurerer og producerer knive som man også gør i de traditionelle værksteder i Japan. Jeg kombinerer min erfaring fra restaurationsbranchen med den ekspertise, jeg har opnået ved at arbejde med nogle af Japans dygtigste knivmagere.

 

Hos Suba Knives har jeg fokus på godt, traditionelt håndværk og at formidle min viden om knive på en forståelig og personlig måde, så alle kan få bedre oplevelser i køkkenet, uanset om du står på top-restauranterne eller hjemme i privaten. Der findes mange røverhistorier og tvivlsom salgsgas i knivbranchen (inkl. i Danmark), jeg vil prøve at gå den anden vej og trække branchen med mig.

 

Tusind tak for din interesse og er du i nærheden, så kig meget gerne forbi værkstedet.

 

Steffen Bach

Ejer (men først og fremmest knivnørd)

Suba Knives

Påskeferie

Ordrer bestilt fra 25/3 og frem, vil blive afsendt fredag 29/3

Jeg afholder lidt påskeferie og afsender derfor ordre bestilt 25.-29. marts, den 29/3.

God Påske!