Knivområderne og karakteristika:
At snakke knive i Japan er lidt som at snakke vin i Frankrig. Der findes forskellige områder, som er kendte for deres stil af køkkenknive. Her vil jeg forsøge at give et overblik de mest kendte og fremhæve nogen af de magere jeg synes fortjener dette:
Sakai, Osaka pref:
Det var i Sakai at singlebevel-knivene blev udviklet som beskrevet tidligere. Det er også her at man i dag laver i omegnen af 90 pct af alle håndlavede singlebevel-knive. Der laves også double-bevel knive i Sakai, men det er hovedsageligt single-bevel byen er kendt for. Sammen med produktion af bla. Cykler og røgelsespinde. Byen er så associeret med produktion af kvalitets knive at mange firmaer i Japan er registreret der, selvom deres produktion er i andre dele af landet, man ser også ofte Sakai-navnet indgå i knivfirmaers navne.
Knivmager: Keiichi Fujii, 3. generations knivsliber fra Sakai. Der laver knive under navnet “Sakai Kanechika” En meget sympatisk og hårdt arbejdende mand der har lavet knive i over 50 år. Det er virkelig en fornøjelse at se en mand som ham arbejde, han kender knivene ind og ud og alt foregår med et særligt flow. Han laver knive i mange prisklasser og både single bevel og double bevel samt rustfrit og karbon.
Takefu, Fukui pref:
Der findes rigtig mange gode smede i Takefu og mange af dem har fundet sammen under kooperativet Takefu Knife Village. Det har gjort at det er lidt billigere og nemmere at være knivmager i området når man deles om udgifterne til maskiner osv. Mange af knivmagerne i Takefu er rigtig glade for R2-stålet også kendt som SG2. Der laves hovedsageligt knive i rustfrit stål og hovedsageligt double-bevel. De dygtige knivmagere i Takefu har generelt også været gode til at skabe sig en god kundebase udenfor Japan, derfor kender mange i knivbranchen navne som Kurosaki, Saji, Itou, Takamura og mange flere.
Seki, Gifu pref:
Seki er en by der ligger inde midt i Japan, ca. et par timers kørsel fra Nagoya, som er lidt mere kendt. Seki var før i tiden mest kendt for at være en af byerne hvor der for alvor blev produceret katana´er. Nu til dags er det dog mest køkkenknive, foldeknive, barberblade, sakse og andet skæreværktøj der laves i byen. Specielt bliver der i Seki produceret med maskiner. Hvorimod det ofte i Takefu og Sakai er mere håndlavet. Det gør at man fra Seki ofte finder lidt billigere knive og ofte også knive i de blødere ståltyper.